Barnet er sandsynligvis klar, hvis det selv har lyst til at komme afsted, kan fortælle, hvad der skal ske på lejren, og har prøvet at sove et andet trygt sted uden jer. Der findes ingen bestemt alder og ingen test, der giver et sikkert svar. En god prøve er en nat hos bedsteforældre eller andre kendte voksne, og de næste afsnit viser, hvordan du bruger den sammen med en samtale og en kort, rolig aflevering.
Hvad der normalt er svært
Ofte er det ikke aktiviteterne, der er det svære, men det, der omgiver dem: aftenen, når det bliver stille, lugten af en fremmed seng, og at der ikke er nogen at gå ind til. Praktiske ting kan også fylde, fx at finde sit tøj, at børste tænder uden hjælp eller at turde sige til, når man skal på toilettet om natten.
Ifølge sundhed.dk er angst ved adskillelse en naturlig del af små børns udvikling, og den kan dukke op igen i perioder, hvor barnet skal noget nyt. Samme side skriver, at børn ofte får former for angst og frygt, der går over af sig selv med god støtte fra familie og venner. Lidt nervøsitet og hjemve før den første lejr er altså ikke i sig selv et faresignal. Sundhed.dk beskriver også lidelsen separationsangst, hvor et barn fx ikke vil sove uden for hjemmet eller deltage i lejrskole. Hvornår det er mere end almindelig hjemve, er en vurdering for lægen. Se grænserne nederst i guiden.
Tegn på, at barnet er parat, og tegn på, at I skal gå langsommere frem
Se på hverdagen frem for på alderen:
- Barnet taler om lejren med nysgerrighed, også selvom det er lidt nervøst.
- Barnet har været væk fra jer en hel eftermiddag eller aften og haft det godt.
- Barnet kan klare de små ting selv: klæde sig på, pakke sin taske, bede en voksen om hjælp.
- Barnet kan sige, hvad det er bange for, når I spørger roligt.
Hvis barnet derimod helt undgår at tale om lejren, græder ved tanken eller har ondt i maven, hver gang den nævnes, er det et signal om at gå et skridt tilbage. Prøv en dagslejr eller en kortere lejr først, eller vent et år. Forskellen på lejrtyperne kan du se i guiden til valg af sommerlejr.
Samtalen: sådan taler I om lejren
- Spørg, før du forklarer. “Hvad tænker du på, når du tænker på lejren?” giver et ærligere svar end “Det bliver da sjovt”.
- Tag bekymringen alvorligt. I en artikel om hjemve fra Det Danske Spejderkorps lyder rådet, at det vigtigste er at anerkende, at barnet har hjemve, og tage det alvorligt. Undgå at sige, at der ikke er noget at være bange for.
- Beskriv dagen konkret. Hvor sover barnet, hvem er de voksne, hvad sker der efter aftensmaden? Find svarene hos lejren. Spørgsmålene står i tjeklisten til lejren. Fortæl også, hvad I selv skal lave imens. Ifølge samme artikel kan det hjælpe barnet til at bekymre sig mindre.
- Aftal, hvad barnet gør, når det bliver svært. Fx at gå til en bestemt voksen og sige det. Tjek først, hvordan lejren håndterer kontakt hjem, og lov ikke mere, end lejren kan holde.
- Fortæl lederne om bekymringen. Artiklen peger også på, at forældre bør fortælle lederne, hvis barnet har givet udtryk for bekymring op til en tur.
Prøvenatten hos bedsteforældre
En nat hos bedsteforældre er en god øvelse, fordi stedet er trygt, men ikke hjemme. Lad barnet være med til at bestemme, hvornår den ligger, og gør det til noget, barnet glæder sig til.
- Pak sammen med barnet, så det ved, hvad der er i tasken.
- Tag det med, som skal med på lejren: sovepose, lommelygte, det krammedyr barnet vil have med.
- Aftal på forhånd, om der må ringes, og hvornår. Lav en fast, kort aftenhilsen i stedet for flere opkald.
- Aftal på forhånd med bedsteforældrene, hvad de gør, hvis barnet bliver ked af det om natten, og hvornår de ringer til jer. Så skal ingen beslutte det midt om natten.
- Tal om natten dagen efter: Hvad gik godt, hvad var svært, hvad skal vi gøre anderledes?
Går det skidt, er det også brugbar viden. Prøv igen en anden gang, evt. med en tidligere hjemgang aftalt på forhånd.
Hvis barnet af og til tisser i sengen
Sengevædning kan gøre en natlejr til en stor bekymring for både barn og forælder. Ifølge sundhed.dk tisser omkring 10 % af børn i 1. klasse i sengen om natten, og forældrene skal være tålmodige, vise forståelse og ikke overdramatisere problemerne. Praktisk betyder det, at du taler stille og roligt med barnet om, hvad der kan gøres, og fortæller lejrlederen det diskret, så barnet ikke skal forklare sig. Spørg lægen, hvis du er i tvivl om, hvad der passer til netop dit barn.
Eksempel på en forberedelsesplan
Eksemplet er vores eget og opdigtet: Mia findes ikke, og planen er ikke en fast opskrift. Mia er otte år og skal på sin første overnatningslejr om seks uger.
| Tidspunkt | Hvad sker der |
|---|---|
| Seks uger før | Samtale ved aftensmaden: “Hvad glæder du dig til, og hvad er du lidt bange for?” |
| Fire uger før | En eftermiddag og aften hos farmor uden forældre |
| Tre uger før | Prøvenat hos farmor med aftalt aftenhilsen |
| To uger før | Snak om natten, og forældrene giver lejrlederen besked om, at Mia er lidt nervøs |
| Ugen før | Pak sammen efter pakkelisten |
Hvis Mia havde haft en svær prøvenat, ville familien have prøvet igen eller valgt en kortere lejr.
Krammedyret: noget kendt at holde i
Et krammedyr giver barnet noget kendt at holde i, når alt andet er nyt. Det behøver hverken være nyt eller dyrt; det bedste er ofte det, barnet allerede sover med. Køber I et nyt, så lad barnet vænne sig til det hjemme i god tid, og tag det med på prøvenatten.
Spørg lejren, om der er regler for, hvad der må med ind i soveområdet. Om dyret kan tåle vask og fugt, og hvordan du mærker det, står i guiden til pakkelisten. Selve afkrydsningen kan du gøre i værktøjet Pakkeliste til lejren.
Afleveringen: hvad du siger
- Hold afskeden kort og varm. Lange afskeder gør det sværere for begge.
- Sig noget konkret: “Jeg glæder mig til at høre alt om det, når jeg henter dig.”
- Lov ikke noget i døren, som I ikke har aftalt med lejren, fx at du kommer og henter, hvis det bliver svært. Har I aftalt noget, så hold det.
- Præsentér barnet for en leder, og gentag bekymringen kort, hvis der er en.
- Gå, når I har sagt farvel. Bliv ikke stående.
Hvis hjemve rammer under lejren
Hjemve kan komme, selv hvis forberedelsen har været god. Lyt, hvis lederen ringer, og spørg, hvordan barnet har det, før du foreslår noget. Hold fast i aftalen med lejren om, hvem der gør hvad.
Grænser: hvad guiden ikke dækker
Guiden giver hverdagsråd og stiller ingen diagnoser. Den kan ikke afgøre, om netop dit barn er klar; svaret afhænger af barnet, lejren og jeres situation.
- Tal med lejrlederen før lejren, hvis barnet er bekymret, har haft hjemve før eller har særlige behov.
- Kontakt egen læge, hvis barnet konsekvent nægter at sove væk fra hjemmet, har kraftige symptomer som ondt i maven eller panik ved tanken om det, eller hvis bekymringen fylder meget i hverdagen. Det kan være mere end almindelig hjemve, men det er en læge, der må vurdere det.
- Spørgsmål om sengevædning og medicin hører også hjemme hos lægen.
Flere guider om at vælge lejr og forberede barnet finder du under Vælg lejr og forbered barnet.
